EasyCookieInfo

VESTSJÆLLANDS AKVARIE- OG TERRARIE KLUB

Se her hvad du som medlem af klubben kan få glæde af

VESTSJÆLLANDS AKVARIE- OG TERRARIEKLUB er en forening af ligesindede hobbyfolk indenfor både akvariehobbyen og terrariehobbyen. Det omfatter alt indenfor akvarier, fisk, planter samt hold af terrariedyr. - Så har du de samme interesser, men ligesom mangler nogen at uddybe dine ideer eller vanskeligheder med - ja, så er Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklub nok lige sagen.
Klubben, der fra starten i 1993 hed Vestsjællands Akvarieklub, har efterhånden vokset sig til en af de større på Sjælland udenfor det storkøbenhavnske område. Klubben har medlemmer fra det meste af Midt- og Vestsjælland, og vi har mange erfarne folk indenfor vores hobby, som du som medlem kan trække på.
Som Haveinteresseret med speciel interesse for vand i haven, er klubben også noget for dig, idet klubben samler mange havedamsinteresserede i Havebassingruppen, som på en række møder fra maj til august, besøger andre havedamsinteresserede, der viser deres havebassiner frem og fortæller om deres erfaringer med vand i haven.
Klubben har p.t. interessegrupper indenfor ferskvandsakvarier, og saltvandsakvarier, og som tidligere nævnt interessegruppen for havebassiner. Derudover fik vi i september 1998 en interessegruppe der beskæftiger sig med emnerne terrarier, akvaterrarier og paludarier.  Det førte til, at vi i 2001 ændrede klubbens navn til Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklub. I september 2005 kom der endnu en gruppe til, nemlig Fotogruppen.
Disse undergrupper har hver en kontaktperson, der sammen arrangerer klubbens mødeaktiviteter, og som har en stor viden om netop sit speciale, som de meget gerne vil dele med andre.

HJEMMEMØDER

Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklub har mindst ét møde om måneden i sæsonen. De fleste af møderne bliver afholdt som hjemmemøder hos ét af medlemmerne. Andre møder bliver afholdt som en tur/udflugt. Møderne indeholder et punkt vi kalder "Fra medlem til medlem" hvor der bliver holdt auktion hvis mødedeltagerne har medbragt auktions-effekter (overskud af planter, fisk, brugt udstyr eller lignende). - Vi sætter fokus på socialt samvær, hvor der er tid til at tale med hinanden.

GRUPPEAKTIVITETER

Klubben opretter lejlighedsvis andre interessegrupper. Hvis der opstår særlige interessefællesskaber opretter vi "ad hoc" interessegrupper hvor du kan være med til at gå i dybden med de ting, der interesserer dig mest. Det er her du kan få mulighed for at give dine erfaringer videre til dem, der har brug for det, eller du kan få hjælp fra mere erfarne medlemmer med samme special-interesse. - Der er altid noget, man kan blive klogere på. Mødetid og -sted kan ses på klubbens Årskalender, hvor der er detaljeret omtale af månedens mødeemner.

KONKURRENCER

I marts måned er der hjemmebedømmelse, hvor der konkurreres i, hvem der har det smukkeste akvarium derhjemme. Konkurrencen gennemføres i samarbejde med regionens andre akvarieklubber, og de bedste akvarier får efterfølgende mulighed for at blive bedømt ved danmarksmesterskabet, som er en landsdækkende konkurrence under Dansk Akvarie Union, som klubben også er medlem af. I Dansk Akvarie Union har vi også mulighed for at være med i en landsdækkende opdrætskonkurrence, hvor vi prøver at være med til at opdrætte så mange som muligt af de akvariefisk vi har, således vi ikke belaster naturen med vores forbrug af akvariefisk, mere end højst nødvendigt.

UDSTILLINGER

Blandt klubbens medlemmer er der også folk, der er parat til at lave udstillingsakvarier / -terrarier, til at tage ud på udstillinger med, for at udbrede kendskabet til hobbyen og klubben, samt for at indhøste erfaringer fra andre ligesindede, når lejlighed bydes.

MEDLEMSBLAD

Klubben udgiver i sæsonen (7 gange om året) et 16 siders klubblad "Pragtsmerlingen", hvor klubbens aktiviteter annonceres og omtales, og hvor redaktøren og klubbens medlemmer eller andre, skriver artikler om hobbyens fisk og dyr, samt andre akvarie-/terrarie-relaterede emner.

KONTINGENT OG KONTAKT

Voksne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . : kr. 200 pr. år
Junior/pensionist  . . . . . . . . . . . . . . . . . . : kr. 130 pr. år
Pensionist par. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . : kr. 190 pr. år
Familie-kontingent*. . . . . . . . . . . . . . . . . : kr. 275 pr. år
*) Alle familiemedlemmer i samme husstand.

Kontingent kan indbetales på klubbens konto i SparNord på kt.: 9383 4568686115

Alle er velkommen til at deltage i et par møder, før man bestemmer sig for et medlemskab.

Login

Hvem er online

Vi har 495 gæster og ingen medlemmer online

Annoncører

Kontakt: Klubben | Web-admin | Formand

Copyright © 2015. All Rights Reserved by Vestsjællands Akvarie- og Terrarie Klub.